KOSOVO

Menu:

Mit arbejde.

Ugen efter jeg startede i Peja, blevet jeg sendt til Mitrovica for at hjælpe Background kontoret der. De havde netop modtaget 600 ansøgninger til KPS (det lokale politi), og de skulle hastebehandles, da de første aspiranter skulle starte på politiskolen lige efter nytår. Efter 1 uge med kørsel frem og tilbage, fik jeg lejlighed i Mitrovica, og slap for en køretur på 80 km gennem bjergene.

Arbejdet bestod i at lave baggrundstjek på ansøgere til KPS, og her skulle vi ud og tjekke skolediplomet fra Secondary School, hvilket svarer til en realeksamen i gamle dage i Danmark. På skolerne tjekkede vi protokollerne, og vi kunne som oftest konstatere, at papirerne var i orden. Det kunne ske, at protokollerne var blevet brændt under krigen, og så kunne vi ikke tjekke dem. Så forsøgte vi at få fat i en lærer fra skolen, og han kunne som regel huske eleven, og han skrev et dokument på, at pgl. havde gennemført Secondary School. Nogle gange kunne vi også afsløre falske skolediplomer, og det var selvfølgelig dumpegrund.

Dernæst skulle vi ud og finde det hus, hvor ansøgeren boede, og vi skulle så interviewe 3 personer, som kendte ansøgeren godt, og som ikke var i familie med pgl. Dertil brugte vi en tolk. 

Endelig skulle vi tjekke ansøgerne i registrene samt i retten. Det var dog ikke en garanti for at de ikke havde været anholdt, sigtet eller dømt for kriminalitet, idet registrene var meget mangelfulde, ligesom retsbøger nogle gange var gået tabt under krigen.

En anden del af Background arbejdet var at lave tjek på KPS'er, der søgte forfremmelse til sergent eller til løjtnant. Ud over at tjekke deres skolediplom, og så skulle vi interviewe deres foresatte, hvilket som regel var internationale politifolk. Slutteligt skulle vi samle deres anbefalinger fra deres sagsmapper, og så skulle vi ud fra dette lave en konklusion og dermed anbefale deres forfremmelse eller det modsatte.

RHQ, Peja.

Afskedsfest i Peja.

PSU.

Den 25. marts 2003 flyttede jeg efter eget ønske permanent til Mitrovica og begyndte da at arbejde i en afdeling, der hedder PSU (Professional Standards Unit).

Det var en slags Internal Affairs, som behandlede sager mod lokale politifolk (KPS'er), som var mistænkt for at have overtrådt interne bestemmelser eller som var mistænkt for noget kriminelt.

Det kunne være en KPS'er, der havde sovet på vagt, undladt at gribe ind over for en borgen - måske fordi han kendte ham, undladt at møde på vagt, mødt beruset på vagt, misbrug af tjenestekøretøj og mange andre ting. Vi behandlede også klagesager over KPS'erne. 

Sluttelig behandlede vi også disciplinærsager, hvor der først kørte en undersøgelse  ved Investigation (kriminalpolitiet), og derefter fik vi sagen til videre behandling.

Dette betød, at vi skulle afhøre en masse folk, og da vi havde kontor på regionspolitistationen, havde vi selvfølgelig mange afhøringer der, men vi tog også ud på stationerne i vores region og foretog afhøringer der. 

Dermed blev vi kendte ansigter i hele regionen, og vi var frygtet af mange KPS'er. De smilede til os, men vi var klar over, at de var bange for os, idet mange af dem havde et eller andet at skjule. Korruption var ikke ukendt for dem, nogle smuglede i deres fritid, andre havde omgang med kriminelle, og nogle havde en kriminel fortid.

En afhøring foregik på den måde, at jeg stillede mine spørgsmål på engelsk, hvorefter min tolk oversatte til enten albansk eller serbisk. Lidt efter fik jeg et meget langt svar tilbage på dårlig engelsk, som jeg mange gange skulle gætte mig til sammenhængen af, ligesom jeg skulle korte det ned. Herefter skrev jeg svaret på pc'er. Til slut læste tolken det hele op for KPS'eren, der kunne rette eller tilføje. 

En sådan afhøring kunne tage 2 - 3 timer, og temperaturen var som regel over 30 grader på kontorerne, der ikke var forsynet med aircondition. Ofte havde jeg 2 afhøringer om dagen.

Når vi havde afhørt alle implicerede parter, lavede vi en konklusion samt en indstilling.

Afgørelsesmåder på disse sager kunne være alt lige fra frifindelse til mundtlig advarsel til suspension med eller uden løn i kortere tid eller afskedigelse.

Jo, det var et meget interessant job, hvor jeg bl.a. arbejdede sammen med en tysker, som var chef på kontoret, og når han var ude fra kontoret eller på orlov, så var jeg Deputy (stedfortræder), hvilket indebar både administrative og personalemæssige opgaver. Der var mellem 10 - 12 ansatte på PSU-kontoret - 4 KPS'er, 3 - 4 internationale politifolk og 3 - 4 tolke.

Personalet på kontoret i Mitrovica til kaffepause.

Tolke.

Tolkene blev kaldet Language Assistants (LA), og det var oftest unge mennesker i 20-erne, der i forvejen havde en højere uddannelse. Mange af dem havde studeret på universitetet men havde afbrudt deres studier for at tjene penge til familien, hvilket var livsnødvendigt for dem. Uddannelsen måtte så vente til senere.

Den sproglige kvaliteten af tolkene varierede lige fra 03 til 11 på en 13-sakala, og det kunstneriske varierede lige så meget, især da der var mange (meget) kønne piger iblandt.

Her ser du et foto af den dygtigste albanske tolk, som jeg havde fornøjelsen af at arbejde sammen med ude i Peja:

Beli.

Her er så et foto af den dygtigste serbiske tolk, som jeg havde fornøjelsen af at arbejde sammen med oppe i Mitrovica:

Jelena.