KOSOVO

Menu:

Kosovo.

Kosovo er kun en lille del af det tidligere Jugoslavien.

Kosovo er arealmæssig ca. 1½ gange så stor som Sjælland - nemlig på 11.000 km², og landet ligger på en slette ca. 500 m over havets overflade. De højeste bjerge ligger helt ude mod vest ved Peja/Pec i Rugova dalen, hvor det højeste bjerg er ca. 2600 m. 

Kosovo er opdelt i 5 regioner: Pristina, Mitrovica, Peja, Gnjilane og Prizren. Jeg arbejdede først i Peja region og derefter i Mitrovica.

På tværs af Kosovo er der 143 km og på langs er der 158 km fra grænse til grænse. Pristina er den største by med 160.000 indbyggere og Mitrovica er den næststørste med 75.000 indbyggere. Landet har fastlandsklima med ret kolde vintre og varme somre.

Den koldeste periode jeg oplevede var med minus 16 grader, og det er koldt, når husene ikke er isolerede, og opvarmning foregik med el-varmeapparater, som var ret dårlige, og strømforsyningen var elendig. Nogle perioder havde vi kun strøm ca. 1/3 af døgnet.

Jeg ankom til Kosovo den 27. november 2003 sammen med 6 andre danske politifolk.

Fra venstre: Erik Jensen, Odense, Lilian Christensen, Kbh., Hans Fredholm, Nyk. M., Lasse Grelk, Haderslev,  Lars Fremming, Holbæk, Torben Kondrup, Ribe og Lars Kristensen, Frederikshavn.

Kosovo er et utroligt smukt land, men det er sørgeligt, som det ser ud. Det flyder med affald overalt, og befolkningen har meget lidt forståelse for, hvad forurening er.

Ud over at der ligger plastik overalt, så ligger der i hundredvis af bilvrag rundt omkring, ja selv i floderne.

Som en af mine tolke sagde, da jeg nævnte det med bilvrag: "Dem kan man da altid fjerne".

Bilvrag bruges her til sikring af en flodbred

En gammel fronthjelm bruges som kloakdæksel

...også et hjul kan bruges.

Når man bor lige ud til en skrænt, så er det let at komme af med sit affald, som det ses nedenunder her.

Indfaldsvej til Mitrovica Syd.

Frihed.

Følelsen af frihed var stadig ny for albanerne, der ofte fortalte mig om tiden før NATO bombede serberne ud af Kosovo. 

Albanerne var blevet undertrykket af serberne i mange år, og det var serberne, der før krigen beklædte alle ledende poster i Kosovo. Albanerne blev anset som mindre værdige i forhold til serberne.

En lokal albaner fortalte mig, en dag vi sad på en fortovscafe i Peja, at den side af gaden vi sad på tidligere var serbernes side. Ingen albaner måtte opholde sig på den side af gaden, og det forhadte serbiske politi kunne med den mindste grund anholde en tilfældig albaner og lade ham eller hende sidde i fængsel i adskillige dage uden rettergang og uden at pårørende blev underrettet. De fleste blev løsladt efter nogle dage, men adskillige personer "forsvandt" og kom aldrig mere tilbage.

Med denne forklaring forstod jeg lidt bedre, hvorfor man altid så albanerne vandre planløst rundt i gaderne. Det var simpelthen stadig nyt for dem at kunne færdes frit i deres eget land, og derfor betragtede de også især amerikanerne som deres befrier, men de vidste også, at Danmark havde været med til at bombe Milosevic, så vi var også nogle helte i deres øjne.