KOSOVO |
|
Menu:
|
Angreb. Den 22. januar 2003 ved 19-tiden blev politistationen i Peja ramt af en panserværnsraket. Den ramte mellem 1. og 2. etage, men ingen kom noget til. Et kontor på 2. sal blev raseret, og lige nedenunder på 1. sal sad nogle FN-politifolk i et radio-rum, og de fik sig en slem forskrækkelse. Vores kontor lå på 3. sal, men angrebet skete i den periode, hvor jeg arbejdede i Mitrovica. Nogen tid efter blev en albaner anholdt og sigtet for angrebet. Han havde tidligere fået en vognfuld brænde konfiskeret af politiet, da det var fældet ulovligt, og så var han blevet sur på politiet. Jo, de er sgu noget temperamentsfulde på Balkan.
Ødelagte vinduer efter raketangrebet.
Torsdag den 24. juli ca. kl. 2000 parkerede jeg min bil skråt over for regionalpolitistationen i Mitrovica for at gå hen og spise på en restaurant i nærheden. Kl. 2110 gik jeg tilbage til stationen, hvor jeg gik op på mit kontor på 1. sal. Her sad jeg indenfor et vindue ud mod gaden og ringede hjem til min kone Lilian. Kl. 2120 lød en eksplosion lige udenfor og jeg kastede mig ned på gulvet. På vej ned kom endnu et brag, og Lilian spurgte, hvad der skete! Hun blev ikke glad for at høre, hvad der var sket.! Vinduerne gik heldigvis ikke i stykker, da eksplosionen skete lige ved siden af politistationen og ca. 25 m fra stedet, hvor jeg sad. Det viste sig, at ukendte havde kastet 2 håndgranater lige ved siden af politistationen - 1 til hver side af vejen. Skråt over for stationen holdt min bil, og den var blevet ødelagt, og ved siden af stationen holdt en anden politibil, der også blev ødelagt. Da jeg kom nedenfor blev der hjulpet en såret albaner ind på stationen, og det viste sig, at der var blevet såret 4 tilfældige albanere ved angrebet, og en 5. albaner var blevet ramt af sprængstykker i halsen og på den ene fod. Han døde senere på hospitalet, da blødningerne i halsen ikke kunne standses. Ca. 2 min. efter eksplosionen kom der udrykningskøretøjer fra alle sider, og alt blev afspærret, og lidt efter så jeg, at der blev ført 2 lokale albanere ind på stationen, idet de var blevet anholdt og mistænkt for angrebet. Jeg har ikke siden hørt, om de blev dømt.
Håndgranatsprængning ved min bil. Skilt nr. 3 markerer stedet, hvor håndgranaten sprang. Cirklerne på den hvide bagskærm er malet med tusch og viser sprængstykker, der har ramt bilen.
Den anden granat sprang ved siden af den hvide bil. Foran den hvide bil kom der tilfældigvis gående nogle albanere, hvoraf 4 blev såret og 1 døde.
Udsigt fra mit kontor. Min bil holdt under angrebet på pladsen øverst til højre ved nr. 3 bil. Da min bil var ødelagt og blev tilbageholdt som bevismateriale, måtte jeg ringe efter Morten fra vore hus. Da jeg kom hjem tog jeg en ekstra stor whisky. De fik heller ikke ram på mig den her gang!
|